AGF A/S
10
Ledelsesberetning
Kommerciel udvikling
Sponsorudvikling
På trods af ændrede hospitality-vilkår som følge af nedrivningen af Hørkram-tribunen er sponsoromsætningen
steget i den første halvdel af indeværende regnskabsår sammenlignet med samme periode sidste år, og
forventningen er, at denne positive tendens vil fortsætte resten af regnskabsåret. Baggrunden for væksten er
blandt andet, at en række nye og eksisterende virksomheder har indgået længerevarende aftaler i de højeste
sponsorniveauer – aftaler, der rækker længere frem end indvielsen af det nye stadion. Det er i den forbindelse
værd at bemærke, at koncernpartner-aftalen med Royal Unibrew er blevet forlænget, så det stærke samarbejde
med bryggeriet vil fortsætte ikke bare på det midlertidige stadion i Vejlby, men også i de nye rammer i
Kongelunden om et par år. En anden stor aftale er indgået med Craft, der fra 1. juli 2024 startede som ny trøje-
og udstyrspartner på en aftale, der er den suverænt største af sin art i AGF’s historie. Endelig skal det også
nævnes, at slutningen af efteråret bød på offentliggørelsen af to nye koncernpartnere – Sparekassen Danmark og
Andelskassen – der træder i kraft fra 1. januar 2025.
AGF Aarhus Netværk
AGF Aarhus Netværk, som er det formaliserede netværk blandt AGF’s sponsorer, tæller 233 virksomheder pr.
31. december 2024 fordelt på syv netværksgrupper. Den samhandel, der foregår i netværket, bidrager til at skabe
merværdi for sponsorerne både i form af økonomisk og fagligt udbytte.
Tilskuere- og tv-seere
Efterårssæsonen har budt på en pæn tilskuerfremgang, der endda skal ses i lyset af den reducerede kapacitet som
følge af stadionbyggeriet. AGF’s hjemmekampe i 3F Superligaen har således samlet 120.893 tilskuere, hvilket
giver et tilskuersnit på 13.433 pr. kamp og er en fremgang på 6,2 % sammenlignet med samme periode i 2023.
Fem Superliga-kampe samt pokalkvartfinalen mod Brøndby har været udsolgt i efteråret.
Også når det gælder tv-seertallene for 3F Superliga-kampene har interessen været stigende i første halvdel af
regnskabsåret. De 17 kampe i 3F Superligaen har haft et gennemsnitligt seertal på 112.000, hvilket gør AGF til
den mest sete klub i Jylland på tv, og det er 16 % højere end det samme tidspunkt sidste år. I alt har næsten to
millioner seere set AGF spille Superliga i efteråret. Dertil kan så lægges pokalkampe. Højdespringeren indtil
videre er en hjemmekamp mod Brøndby IF med 220.000 seere og en hjemmekamp mod FC København med
203.000 seere. I alt har otte AGF-kampe haft over 100.000 tv-seere i 3F Superligaens efterår.
Ny fanshop og vækst i trøjesalg
I november blev en ny fanshop i byens centrum midt på Strøget indviet som afløser for den hidtidige shop ved
Ceres Park, hvilket allerede har haft en positiv effekt på merchandise-omsætningen, som er steget betydeligt i
denne periode. Det er samtidig værd at notere en markant vækst i trøjesalget i første halvdel af regnskabsåret.
Allerede nu er der således solgt ligeså mange af den nye hjemmebanetrøje i efterårssæsonen som der blev solgt
i hele regnskabsåret 2023/24.